Dansk Dynamit

← Se alle

Del dette job

Mediegrafiker elev

FDM

Fuldtid
Placering

Københavnsområdet

Beskrivelse

Kommunikationsafdelingen har ansvar for vores redaktionelle indholdsproduktion herunder indhold til vores medlemsmagasin Motor, FDM.dk og sociale medier. Digital kommunikation er vores vigtigste indsatsområde, og vi har en ambition om at få mere interaktiv og visuel kommunikation i spil.
Vi er 14 personer, som dagligt arbejder med at nytænke kommunikationen til vores medlemmer og brugere, hvor vi tager vores fagfolks ekspertise og oversætter til klar, målrettet formidling. Vi stræber efter en åben kultur, hvor vi i fællesskab kan ideudvikle og udfordre vores eksisterende indhold.

Som elev vil du indgå som en vigtig del i det redaktionelle arbejde, og du vil især spille en rolle ift. at udvikle digital kommunikation, der kan understøtte vores historier og forretninger på alle platforme.

Om dig
Hos os kan du få et digitalt kørekort. Du kommer til at beskæftige dig med alle FDMs forretningsområder, og derfor skal du være hurtig til at sætte dig ind i ting og være i stand til at understøtte fortællingerne visuelt. Du har afsluttet dit grundforløb og er evt. længere på uddannelsesforløbet fx. på 3. år, men det er ikke et krav.

Nogle af de kompetencer, som vi især kigger efter er:  

Du kan hurtigt fange en idé, og komme med en kreativ løsning på den
Du er digital nysgerrig, og kaster dig gerne ud i det ukendte for at prøve ting af og lære nyt
Du kan arbejde selvstændigt - men tør godt bede om hjælp, når der er behov for det
Du kan godt lide at ideudvikle, og er åben over for nye kreative ideer og input
Du trives i et redaktionelt miljø, hvor der kan være travlt op til deadlines – og hvor disse deadlines skal overholdes
Du er imødekommende, fleksibel og serviceorienteret
Du følger med i digitale, grafiske tendenser
Du har lyst til at arbejde med og har en særlig interesse for infografik og Motion Graphics
Du har kendskab til Adobe CC-software, i særdeleshed Illustrator og After Effects – kendskab til b.la Photoshop CC, Premiere Pro og Audition er også en fordel.

Om jobbet
Du kommer til at indgå i et kreativt redaktionelt fællesskab, hvor fokus vil være på at løbende forbedre den visuelle og digitale brugeroplevelse. Du vil få flere kollegaer med både kommunikative og grafiske kompetencer, men du skal også kunne søge inspiration i dit eget netværk.

I elevforløbet vil du komme til at prøve kræfter med mange spændende visuelle formidlingsopgaver til web, sociale medier og print. Du vil især komme til at arbejde med grafiske elementer til vores redaktionelle digitale indhold, samt til vores kampagner og produkter.

Dine primære opgaver vil være at:

Understøtte vores fortællinger via illustrationer internt og eksternt
Ideudvikle og bearbejde eksisterende digitale, grafiske elementer
Udvikle skabeloner til visuel kommunikation
Bistå med kreative input ift. kommunikations- og marketingkampagner

Om FDM
Du bliver en del af et stærkt og meget forskelligartet fagligt miljø. Fælles for os alle er, at vi er passionerede omkring mobilitet, drevet af hele tiden at blive bedre og brænder for at yde det bedste for vores medlemmer.
Tonen er uformel og humøret som regel højt.  Der er en stor grad af frihed under ansvar i forhold til udførelse af opgaver, og vi lægger stor vægt på videndeling og at skabe resultater i fællesskab.

I FDM vægter vi fleksibilitet og trivsel højt, og der er mulighed for både at tilgodese arbejds- og familieliv. Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM, der giver gode rabatter på alt fra olieskift til rustbeskyttelse samt rejser med FDM Travel. Derudover har du mulighed for at melde dig ind i FDM Team, som løbende afholder medarbejderarrangementer, spiller fodbold, og som giver adgang til vores motionsrum.

Vi holder til i moderne, nyrenoverede lokaler tæt på Lyngby centrum, hvor vi i lyse, åbne kontorer hver dag nyder godt af bl.a. kvalitetskaffe, lækkert morgenbrød og vores køkken sørger for at der er varieret mad til frokost.

Ansøgningsfrist

Kontakt

Vi forventer, at du kan starte dit elevforløb hurtigst muligt og kalder løbende til samtale. Hvis du er interesseret i elevpladsen, så send os din ansøgning evt. som et grafisk bud. Send gerne eksempler på dit tidligere arbejde.

Vi modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular fdm.dk/om-fdm/job-i-fdm/mediegrafikerelev

Har du spørgsmål til jobbet er du velkommen kontakte kommunikationschef Barbara Borre Lange på 45270701.