Dansk Dynamit

← Se alle

Del dette job

Teamleder til KK Design, Københavns Rådhus

Københavns Kommune

Fuldtid
Placering

Københavnsområdet

Beskrivelse

Er du ambitiøs, god til ledelse og kan understøtte en stærk visuel kommunikation til københavnerne? Så er du måske vores nye teamleder i KK Design i Københavns Kommune.

Grafisk design er ofte en af de vigtige brikker, når der skal sikres professionel, klar og vedkommende kommunikation til københavnerne. Lige nu kan du få en central plads på holdet i Koncernkommunikation, hvor vi mangler en dygtig og dedikeret teamleder med gode lederevner, strategisk tæft og bred designforståelse i spidsen for vores designteam, KK Design.

Om jobbet
KK Design er ansvarlig for Københavns Kommunes grafiske designlinje og løser grafiske opgaver for næsten alle forvaltninger. Teamet fungerer på den måde som kommunens interne designbureau.

Med afsæt i kommunens designguide er vores vision at styrke og optimere Københavns Kommunes samlede brand, sørge for en rød tråd i den visuelle kommunikation og selvfølgelig understøtte en stærk kommunikation i hverdagen.

Opgaverne spænder lige fra udvikling af kampagner, identiteter, rapporter, byrumsplakater og digital kommunikation til daglig hands-on produktion - om alt fra folkeskoler og demens til corona, kommuneplaner og Tour de France.

Teamet består af 13 dygtige, engagerede kolleger med forskellig erfaring fra designbureauer, selvstændig virksomhed og internt fra kommunen. Mange i forvaltningerne har brug for vores assistance, så der er ofte fart over feltet.

Vi tilbyder
Du kan forvente et udfordrende, ansvarsfuldt job med både meningsfyldte opgaver og gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Som teamleder skal du være med til at sætte gode rammer for teamet i hverdagen, understøtte kollegerne i at løse de mange opgaver og også være med til at løfte vores design videre. Samtidig ligger der en vigtig opgave i at understøtte KK Design som en bæredygtig forretning med balance mellem indtægter og udgifter.

Du får ansvar for den daglige planlægning og prioritering i opgaveløsningen (i tæt samspil med vores projektleder), sparring og kvalitetssikring på forskellige niveauer, ligesom du skal understøtte fællesskabet i teamet i hverdagen. Du vil have et tæt parløb med kommunikationschefen, som har personaleansvaret.

Sammen med kommunikationschefen og teamlederen for Team Kommunikation indgår du i den samlede ledelse af afdelingen, hvor der er fokus på at sikre helhedstænkning, videndeling og samarbejde på tværs, høj trivsel samt fortsat faglig og individuel udvikling. Du vil også selv tage del i teamets opgaver, hvor du i kraft af din designforståelse og strategiske erfaring skal være med til at drive processer og projekter af særlig karakter.

Om dig
Vi ser gerne, at du
• Har en relevant videregående uddannelse inden for kommunikation, design eller lignende.

• Har erfaring fra et designbureau eller en designenhed i en større virksomhed eller organisation.

• Har konkret ledelseserfaring – med prioritering af nærværende ledelse i hverdagen og interesse for både drift og udvikling.

• Har en god, bred designforståelse og stærke strategiske evner.

• Har udpræget gode samarbejdsevner på alle niveauer og er optaget af at levere god service og stærke løsninger for vores kunder.

• Har overblik, kan håndtere stor kompleksitet og begå dig i en stor organisation.

• Er engageret, har god energi og trives med ansvar og deadlines.
Vi lægger desuden vægt på, at du har en positiv, involverende og tillidsbaseret tilgang til opgaver og folk omkring dig, kan levere gode resultater og bevare roen, når det går stærkt.

Om afdelingen
Koncernkommunikation består af to teams, KK Design og Team Kommunikation, som på tværs af fagligheder arbejder med professionel og effektiv kommunikation. Vi sætter barren højt i vores arbejde, så vi kan skabe mest mulig værdi for vores organisation og for københavnerne. Og så er det selvfølgelig vigtigt for os at have et godt og respektfuldt arbejdsmiljø, hvor man hjælper hinanden, har en god omgangstone, og hvor der er plads til også at have det sjovt, mens vi arbejder. Vi holder til på Københavns gamle, fine rådhus.

Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat 1. januar 2022 eller snarest muligt. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes efter gældende overenskomst og kvalifikationer. Vi forestiller os indplacering på chefkonsulentvilkår. Upload din ansøgning og dit CV her senest den 23. november 2021. 1. samtalerunde ligger 25./26. november og 2. samtalerunde 29. november.

Kontakt:
Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Amanda Justesen på 29478526.